Jobbet som grænsebetjent

Skrevet af: Kristian Kristensen og Kasper Plambech

Politimanden Mikkel Petersen og hans politibil ved den dansk tyske grænse. År 2016

Læs Mikkel Petersens personlige historier om, hvordan det er at være udstationeret som grænsebetjent i Sønderjylland, ved den tysk-danske grænse.

Der kommer mange flygtninge hvert år, der gerne vil over den dansk-tyske grænse. Vi har snakket med politiassistent Mikkel Petersen, som jævnligt har stået nede ved grænsen og ved, hvordan det er at have med flygtninge at gøre til daglig.

 

De der gør Danmark sikkert

Når politiet skal ned til grænsen skal man have mange betjente med. Syd & Sønderjyllands politi har et sted mellem, 150-175 mænd dedikeret til grænsekontrol.

“Da jeg assisterede i 2015 og 2016 var jeg afsted en uge ad gangen. Så arbejder man typisk 8-10 timer og bor på et hotel eller kro i nærheden. Da jeg var udsendt under Sydsjælland & Lolland Falsters politi boede jeg i Lalandia. Så bor man to mennesker sammen, køber ind og laver mad sammen”.

Siger Mikkel i et interview.

 

Flygtningene kommer til grænsen

“Da de første større flygtningegrupper ankom i september 2015 var der flere hundrede pr.dag. Det tal er dog faldet rigtig meget og jeg vil tro, at man er nede på en håndfuld pr. dag, uden at jeg dog ved det med sikkerhed.”

Udtaler Mikkel Petersen i et interview.

 

Når Flygtningene skal over grænsen til Danmark, skal politiet finde ud af om de vil søge asyl i Danmark, hvis de ikke vil forblive i Danmark, så bliver de formelt tilbageholdt og kørt ind på politistationen, hvor der så går en sagsbehandling i gang med at undersøge, hvem de er og, hvor de kommer fra. Asylsagen bliver så startet op, og flygtningene bliver transporteret til et modtagecenter for flygtninge.

 

“Det kan også godt variere, hvor store flokke de kommer i. Da jeg var i Syd & Sønderjyllands politi og assistere, kom der alene med toget til Padborg nogle gange grupper på 15-20 personer. Flere familier rejste sammen, men der var også en del yngre mænd der rejste sammen. Det kan også godt komme nogle alene og engang imellem også børn, men ikke små børn. Det var typisk teenagere i aldersgruppen fra 14-18 år, som jeg husker det.” 

Siger Mikkel Petersen i et interview.  

 

Når flygtningene møder politiet ved grænsen, er det meget forskelligt, hvordan de reagere. ”Nogle af dem har formentlig dårlige oplevelser med politi og andre myndigheder i deres hjemlande og har derfor en hvis frygt for disse enheder. Nogle er tavse og fjerne i blikket, fordi de helst ikke vil i kontakt med politiet, fordi de skal videre til Norge eller Sverige, mens andre er glade fordi de har nået deres slutdestination”, udtaler Mikkel.

Der er aldrig sket noget slemt eller voldsomt med Mikkel eller hans kollegaer.

”Det er som regel stille og roligt, og vi vil som politi også gerne have at det er på denne måde, at vi påtager os arbejdet. Jeg har kun oplevet et par gange, at der var nogle personer, som råbte op og viste deres utilfredshed. Men når man så forklarede dem, hvordan tingene hænger sammen, så faldt de ned igen.” Udtaler Mikkel sig i et interview.

 

“Når jeg møder dem, der kommer til grænsen, forsøger jeg, at opføre mig så professionelt som muligt og udføre mit arbejde og ikke lade mine følelser styre mig, men jeg kan godt forstå de valg, som nogle af flygtninge familierne har truffet. At flygte fra krig og ødelæggelse for at bringe dem selv og deres børn i sikkerhed. Det ville jeg også selv have gjort. Og dette kan jeg godt nogle gange tænke på, når jeg har stået med en familie, som lige er ankommet.” Udtaler Mikkel Petersen.

 

Vi spurgte Mikkel om han havde en historie, der rørte ham. “I starten af september 2015 ankom der rigtigt mange flygtninge, og politiet var derfor nødt til, at tilbageholde dem i nogle sportshaller ved grænsen. Her sad jeg og bevogtede dem på en nattevagt. Da nogle af børnene vågnede om morgenen, var det dejligt at se, at de ligesom alle andre børn i verden havde behov for at lege, og at se dem løbe rundt, smile, grine og lege med legetøj, som var udleveret til dem fra Røde Kors var en dejlig oplevelse. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de nu var i sikkerhed for krig og ufred”.